The Body Shop og ECPAT* lancerer globalt en underskriftsindsamling for at forbedre rettighederne for menneskehandlede kvinder og børn og for at dæmme op for menneskehandel generelt, der er blevet den tredje mest indbringende form for kriminalitet i verden.
Hvert land har sine egne individuelle forslag til lovændringer og i Danmark mener vi, at der er brug for følgende punkter i den nye Handlingsplan mod Menneskehandel, som får virkning fra 2011
1. MENNESKEHANDLEDE SKAL IKKE SÆTTES I FÆNGSEL ELLER UDVISES SOM KRIMINELLE
2. ALLE OFRE FOR MENNESKEHANDEL, SOM OPHOLDER SIG I DANMARK, SKAL BESKYTTES
3. FLERE RESSOURCER OG BEDRE UDDANNELSE AF POLITI OG MYNDIGHEDER TIL FORBEDRING AF HJÆLP TIL MENNESKEHANDLEDE
4. SIKRE VIDNEBESKYTTELSE TIL DE MENNESKEHANDLEDE OG DERES FAMILIER
Du kan skrive under på forslagene til ændring af Handlingsplanen mod Menneskehandel i din lokale The Body Shop® eller her på hjemmesiden. Vi håber, du vil være med til at stoppe menneskehandel - vor tids slavehandel.
HVAD MENER VI MED PUNKTERNE?
1.
En menneskehandlet, der har gennemgået vold, trusler, ydmygelse og afpresning sættes i fængsel og udvises derefter som kriminel, når papirerne (der er konfiskeret eller forfalsket af bagmændene) ikke er i orden. Den menneskehandlede udvises efter afsoning til hjemlandet og til nye bagmænd med høj risiko for igen at blive sendt ud i prostitution i et nyt land. Denne praksis skal laves om.
2.
I Danmark defineres man kun som menneskehandlet, hvis personen er handlet TIL Danmark – altså handlet over grænsen fra bagmand til bagmand. Er man handlet, inden man kommer til Danmark, f.eks. fra Afrika til Spanien, og søger beskyttelse i Danmark fra sine bagmænd, er man ifølge nuværende lov ikke menneskehandlet. Dette gælder også hvis man ikke selv indser, kan eller tør bevise, at man er handlet til arbejde i Danmark.
3.
For at kunne identificere en menneskehandlet og give personen den rigtige assistance, kræver det flere ressourcer hos politi og myndigheder og en bedre uddannelse, der er ens over hele landet.
4.
For at dæmme op for menneskehandel kræver det, at menneskehandlede tør vidne mod deres bagmænd. Hvis de vidner, risikerer de repressalier fra bagmænd over for deres familier. Familiemedlemmer risikerer at blive slået ihjel, få afbrændt hjemmet eller blive nye ofre for menneskehandel. Realisation af truslen er kun en SMS eller et mobilopkald væk fra bagmand til bagmand fra kontinent til kontinent.
* ECPAT er i Danmark repræsenteret ved Red Barnet
EN HÅNDSRÆKNING
I 2011 vil vi præsentere vores nationale underskriftsindsamling for Folketinget. Den vil repræsentere en håndsrækning fra alle, der har skrevet under på at stoppe sexhandel af børn og unge. Det slutter ikke her. Da dette er en global kampagne, er vores mål at slutte os sammen med tusinder af medunderskrivere fra hele verden og tage underskrifterne hele vejen til FN
ANMELDELSE AF MENNESKEHANDEL
Hvis du mener at have set noget mistænkeligt eller er berørt af menneskehandel, så ring til Center mod Menneskehandels hotline på 70 20 25 50. Åben mellem kl. 8.00 -18.00. Efter kl. 18.00 kan du lægge en besked på telefonsvareren eller kontakte politiet.